(Oktober 1997)

Af Milton Friedman, økonom, nobelpristager, Stanford University
(oversat af Bibi Christensen © Project Syndicate og Berlingske Tidende)

Formålet med euroen har været at knytte Tyskland og Frankrig tæt sammen og skabe fundamentet for Europas Forenede Stater. Men euroen vil istedet forstærke politiske spændinger ved at gøre forskydninger, der let kunne reguleres gennem valutakursændringer, til politiske stridspunkter.

En fælles møntfod er et udmærket valutasystem under nogle omstændigheder, et dårligt under andre. Om det er godt eller skidt afhænger primært af de justeringsmekanismer, der er til rådighed for at absorbere de økonomiske rystelser og forskydninger, som kan ramme lande, der overvejer en fælles valuta. Fleksible valutakurser er en effektiv justeringsmekanisme for sådanne rystelser, der påvirker landene forskelligt. Kun hvis der er passende alternativer kan det tilrådes at afskaffe denne mekanisme for at opnå fordelene ved en fælles valuta - lavere transaktionsomkostninger og ekstern disciplin.

USA er et godt eksempel på en region, der egner sig til en fælles valuta.  Selvom USA består af 50 delstater, taler indbyggerne i overvejende grad det  samme sprog, ser de samme TV-programmer, de samme film og kan og vil bevæge

sig frit fra den ene del af landet til den anden. Varer og kapital bevæger sig frit fra stat til stat; lønniveau og priser er til en vis grad fleksible, og den nationale regering skatteopkræver og forbruger næsten dobbelt så meget som delstats- og lokalregeringerne. Finanspolitikken varierer fra delstat til delstat, men forskellene er små.

Uventede rystelser kan sagtens påvirke én del af USA mere end andre - f.eks. olieembargoen over for Mellemøsten i 1970'erne, der skabte større efterspørgsel efter arbejdskraft og gunstige økonomiske betingelser i visse stater, såsom Texas, men arbejdsløshed og økonomiske vanskeligheder i andre, såsom de olieimporterende stater i det industritunge Midtvesten. De forskellige konsekvenser blev hurtigt udjævnet gennem folks og varers bevægelighed, omfordeling af pengestrømmen fra den nationale til de delstatslige og lokale regeringer, og justering af priser og løn.

Det europæiske fællesmarked er derimod et eksempel på en region, der er ugunstigt stillet over for en fælles valuta. Fællesmarkedet består af separate nationer, hvis indbyggere taler forskellige sprog, har forskellige traditioner og langt større loyalitet og tilhørsforhold til deres eget land end til fællesmarkedet eller »Europa« som idé. Selvom det er et frihandelsområde, bevæger varer og kapital sig mindre frit end i USA.

EU-Kommissionen i Bruxelles bruger da også blot en lille brøkdel af de penge, som medlemslandenes regeringer samlet bruger. Sidstnævnte, og ikke EUs  bureaukratiske institutioner, er de væsentligste politiske enheder i denne sammenhæng. Derudover er reguleringen af industrien og arbejdsmarkedet mere omfattende end i USA og varierer langt mere fra land til land end fra delstat til delstat. Resultatet er, at lønninger og priser i Europa er mere stive og arbejskraften mindre mobil. Under disse omstændigheder er fleksible valutakurser en nyttig justeringsmekanisme.

Hvis ét land er berørt af negative forhold, der f.eks. kræver lavere lønniveau i forhold til andre lande, kan dette opnås med en ændring af kun én prissats, nemlig valutakursen, mens det under andre omstændigheder ville kræve ændringer af i tusindvis forskellige lønsatser, eller udflytning af arbejdskraft.

De vanskeligheder, som Frankrig har haft i kraft af sin franc fort-politik, illustrerer tydeligt prisen for en politisk inspireret beslutsomhed på ikke at bruge valutakursen til at tilpasse sig eftervirkningerne af den tyske genforening. Storbritanniens vækst efter at landet for nogle år siden forlod den europæiske valutamekanisme, ERM, og atter lod det britiske pund flyde, illustrerer omvendt, hvor effektive valutakurser er som justeringsmekanisme.

Tilhængerne af euroen bruger ofte guld-møntfoden, som blev brugt fra 1879 til 1914, som bevis på fordelene ved en fælles møntfod. Men guldmøntfoden havde også sine omkostninger. Perioden var karakteriseret ved faldende priser fra 1879 til 1896, derefter stigende priser, og skarpe udsving inden for hver periode, især i 1890'erne. Guldmøntfoden var kun levedygtig, fordi statsbudgetterne var små (omkring ti pct. af nationalindkomsten mod 50 pct. eller mere nu), priser og lønniveau var stærkt fleksible, og befolkningen var villig til at tolerere store udsving i produktion og beskæftigelse. Fjerner man det rosenrøde gazebind for øjnene, ser man, at det næppe var en periode eller et system, man bør eftergøre.

I dag er en undergruppe af EU - måske Tyskland, Benelux-landene og Østrig - tættere på at opfylde de betingelser, der er gunstige for en fælles valuta, end EU som helhed. Og de har i øjeblikket noget, der svarer til en fælles valuta. Østrig og de tre Benelux-lande har, i al væsentlighed, knyttet deres valutaer til D-marken. Men disse lande har stadig egen centralbank og kan derfor bryde båndet til D-mark, hvis de vil. Ethvert land, der ønsker at knytte sin valuta tættere til D-mark, kan let gøre det ved at erstatte sin centralbank med en valutakurv, som enkelte lande uden for EU (såsom Estland) har gjort.

Bestræbelserne på at indføre euroen er motiveret af politiske, ikke økonomiske hensyn. Formålet har været at knytte Tyskland og Frankrig så tæt sammen, at en fremtidig krig i Europa gøres umulig, og samtidig skabe fundamentet for et føderativt Europas Forenede Stater. Jeg mener, at indførelsen af euroen vil få den modsatte effekt. Det vil forstærke de politiske spændinger ved at gøre de forskydninger, der let kunne være imødekommet gennem valutakursændringer, til politiske stridspunkter.

Politisk enhed kan bane vej for monetær enhed. Men monetær enhed indført under ugunstige vilkår vil vise sig som en barriere for politisk enhed.

 ####