ØMU-stof til eftertanke

Af Frank Dahlgaard, MF. Nationernes Europa - EF-tilhængere imod mere union

(Fra ”Euro eller krone – fordele og ulemper ved euro’en”)

Tilhængerne af en fælles EU-valuta hævder, at der er en lang række økonomiske fordele ved at afskaffe sine nationale penge til fordel for fælles EU-penge.

Hvis det var rigtigt, måtte verdenshistorien kunne opvise en lang række eksempler på møntunioner, dannet af økonomiske grunde. Dét kan historien imidlertid ikke. Ingen monetær union er opstået som følge af økonomiske fordele. I alle tilfælde er valutaunionerne blevet til af politiske årsager.

EU`s ØMU er ingen undtagelse.

Den egentlige hensigt med ØMUen er at tømre EU-landene sammen i en politisk union til en ny stormagt i stil med USA. En union, hvor ikke blot udenrigs- og sikkerhedspolitikken bliver fælles, men hvor også en lang række vigtige spørgsmål omkring økonomien afgøres centralt i Bruxelles. På samme måde som de afgørende spørgsmål i USA træffes i forbundshovedstaden, Washington D.C.

Problemet ved den kommende folkeafstemning om ØMUen er, at fordelene ved at erstatte kronen med euroen er indlysende, mens ulemperne kan være svære at få øje på.

Det er jo let at forstå, at en fælles valuta betyder, at besvær og udgifter med at veksle penge undgås for dén, der ønsker at rejse i euro-området. Det bliver selvsagt også lettere at sammenligne priser i EU-landene, når de angives i samme pengeenhed. Endvidere vil erhvervslivet slippe for usikkerheden ved ændrede valutakurser, når der kun er én valuta. Udgifter til kurssikring kan derved spares - ligesom gebyrer ved valutaveksling spares. Videre undgår Nationalbanken problemer med at forsvare kronekursen, hvis kronen afskaffes. Går vi med i den store euro-valuta, undgår vi de valutakriser, som en lille valuta selvfølgelig er mere sårbar overfor. Med euroen vil Danmark i øvrigt få samme rente, som i resten af euro-området - på samme måde som renten i USA´s 50 stater, der jo alle har dollaren som møntenhed.

Det er alt sammen let at forstå.

En beskrivelse af ulemperne ved at gå med i ØMUen og indføre euroen, ender derimod let i en gang uforståelig nationaløkonomisk tågesnak. Derfor er der god grund til overvejende at beskæftige sig med betænkeligehederne ved ØMUen. Altså se nærmere på euroens bagside, som Mette Koefoed Bjørnsen skriver i forordet til denne bog.

Lad os forsøge at sprede tågerne ved at vurdere nogle af de mange påstande og myter om ØMUen og euroen:

Økonomisk vækst kræver en fælles EU-mønt.

En fælles valuta for et stort område vil i hvert fald give stærkere økonomisk vækst og mere velstand til befolkningerne, end hvis landene fortsætter med deres egne penge, siger unionspolitikerne.

Intet tyder på, at dette er rigtigt. Borgerne i store lande er jo ikke rigere end folk i små lande. Et lille land som Danmark kan sagtens præstere økonomisk vækst og fremgang i levefoden med sin egen krone-valuta. Det har vi gjort gennem mange år.

Levestandarden i Danmark er én af de højeste i verden. Dét er resultatet af en økonomisk vækst, der i lange perioder har været stærkere end i de fleste andre lande. Andre små nationer som Schweiz og Østrig samt vore nordiske broderlande hører også til de rigeste i verden, jfr. tabel x. At de har haft deres egen valuta synes ikke at have været nogen hindring for udvikling og velstand – snarere tværtimod.

At der skulle blive mere økonomisk vækst og fremgang i Euro-området end i landene udenfor, er en påstand, som ikke kan dokumenteres. Gennem de senere år, hvor Euro-landene har ”varmet op” til ØMU-medlemskab, har væksten været markant lavere end f.eks. i Danmark. Figur x, viser således, at den økonomiske vækst gennem de seneste seks år har været dobbelt så høj i Danmark som i Euro-området. Fra 1993 til 1998 steg bruttonationalproduktet med 20 procent i Danmark mod et gennemsnit på 10 procent i Euro-landene. 

Euro-politikerne har mildt sagt et forklaringsproblem.

Et lille land kan ikke klare sig alene.

Danmark har højere levefod og lavere arbejdsløshed end i Euro-området. Selv de vesteuropæiske lande, som står uden for EU (Island, Norge og Schweiz) klarer sig glimrende. Befolkningerne i disse lande har en levestandard, som hører til de højeste i verden (jfr. tabel x) og en arbejdsløshed, som er tæt på nul.

I øvrigt er der selvsagt ingen vestlige lande, som ”klarer sig alene”. Alle lande køber varer fra hinanden og sælger til hinanden. Det gør Schweiz naturligvis også, selv om landet ikke er medlem af nogen af de store, internationale eller regionale organisationer. Schweiz er således hverken med i EU, NATO eller FN

Meget tyder på, at Danmark hører til blandt de lande, der har særlig gode muligheder for at tackle fremtidens udfordringer. Således vurderer en række erhvervsledere, at Danmarks politiske system er mere effektivt tilpasset til de nuværende økonomiske udfordringer end det politiske system i lande som f.eks. Tyskland og Frankrig (jfr. figuren side xx, som er hentet fra regeringens debatoplæg fra august 1999 ”Udfordringer for velfærdssamfundet”). 

Et lille land kan ikke styre sin egen økonomiske udvikling.

Dét gør Danmark faktisk! De seneste 15 år har Danmark haft et konjunkturforløb ude af takt med forløbet i vore nabolande. Når der har været dårlige tider med stigende ledighed i Tyskland og Sverige, har der været gode tider med faldende ledighed i Danmark.

I svingningerne mellem gode og mindre gode tider lever Danmark i betydelig grad  sit eget liv. Vi følger ikke det store Tysklands svingninger. Dén kendsgerning kan nok så mange teoretiske betragtninger ikke bortforklare.

Vi kan alligevel ikke bestemme vores egen økonomiske politik uden for ØMUen.

De økonomiske vismænd har forlængst i en rapport (dec. 1983) påvist, at dette er en forkert påstand. Små lande, der som Danmark er stærkt integreret i den åbne internationale økonomi, har faktisk mulighed for at føre en selvstændig økonomisk politik. Vismændene påviser specielt, at det er muligt for små lande at føre en mere ekspansiv (beskæftigelses-venlig) finanspolitik, end de store lande. Mange små lande har derfor sit eget specielle konjunkturforløb, jfr. ovenfor om f.eks. Danmark.

Der er imidlertid klart, at med frie kapitalbevægelser mellem landene er der grænser for, hvor selvstændig den nationale penge- og rentepolitik kan være. På den anden side er der et vist nationalt spillerum i rentefastsættelsen. Hertil kommer, at økonomisk politik omfatter andre former for indgreb end blot pengepolitik.

Oversigten side xx gengiver de forskellige hovedtyper af økonomisk politik. Den viser - for hver type økonomisk politik - hvad det på jævnt dansk drejer sig om, og hvilke dele af økonomien, der især påvirkes. Endelig anfører oversigten for hver politik-type, hvem der har den besluttende myndighed. Hér skelnes mellem den nuværende situation, hvor Danmark bevarer sin egen valuta, og en mulig fremtidig situation, hvor det besluttes at erstatte kronen med EU´s fælles valuta, euroen.

Som det fremgår af oversigten, vil pengepolitikken og valutapolitikken helt og holdent blive taget ud af hænderne på Danmarks Nationalbank og den danske regering og lagt over til EU-banken i Frankfurt (= Den Europæiske CentralBank, ECB). Med Danmark i ØMUen omdannes Nationalbanken til en filial af ECB.

Finanspolitikken fjernes ikke på samme måde fra os selv, men bliver begrænset. ØMU-landene vil således være underkastet konvergens-kravene (bl.a. kravet om et offentligt underskud på højst 3 procent af BNP - samt bødekrav, hvis grænsen overskrides). Stabilitets- og vækstpagten vil i praksis sætte endnu stærkere begrænsninger på vore muligheder for som ØMU-land at føre vor egen (beskæftigelses-venlige) finanspolitik.

Når Sverige indtil videre er forblevet uden for ØMUen, skyldes det netop frygten for, at ØMUen fører til en fælles finanspolitik i Euro-land. Dét fastslog den svenske statsminister Goran Persson, som i 1997 sagde: ”ØMUen kan meget vel forudsætte en fælles europæisk finanspolitik.” (21. oktober 1997, dagbladet Børsen). Persson påpegede, at det ikke vil være muligt at udvikle en sådan fælles ØMU-finanspolitik uden at opbygge et fælles europæisk organ – en slags EU-regering.

Dermed vil Euro-land udvikle sig til en føderation, ”og dét er ikke noget, det svenske folk har besluttet sig for”. Den svenske statsminister vurderer, at man ikke før i år 2001-2002 kan se, om ØMUen er ved at udvikle sig til en sådan føderation. Før da vilPersson derfor ikke tage stilling til svensk ØMU-medlemskab.

Indkomstpolitikken vil nok i princippet kunne bevares på danske hænder, men spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at føre en virkningsfuld indkomstpolitik. Vore erfaringer fra 70erne og 80erne er i så henseende ikke gode. Derfor er indkomstpolitik en type økonomisk politik, vi ikke benytter mere.

Til gengæld har Danmark i 90erne kastet sig over strukturpolitikken. Altså tiltag, som går ud på at ændre på samfundets spilleregler eller ”systemer”, f.eks. dagpengesystemet, efterlønssystemet, skattesystemet, pensionssystemet og det sociale regelværk. Det drejer sig med andre ord om hele den lovgivning, der tilsammen udgør velfærdssamfundet. Hér er det i dag Folketinget - (dvs. Folketingets flertal), der bestemmer. Professor Gunnar Thorlund Jepsens beskriver i sit kapitel i denne bog, hvorledes EU som en konsekvens af ØMU-medlemskab vil blande sig i landenes strukturpolitik. Dansk medlemskab af ØMUen indebærer dermed en alvorlig risiko for, at EU langsomt men sikkert vil tiltage sig besluttende myndighed over dén måde, vi skal indrette det danske velfærdssamfund på.

De økonomiske vismænd skrev allerede i november 1992 i deres ”vismandsrapport”, at det absolut er en mulighed, at EU med tiden vil blande sig i medlemslandenes arbejdsmarkeds- og social-lovgivning. På ”vismandssprog” blev dette udtrykt således: ”I fremtiden kan man derfor principielt også forestille sig EF suppleret med en ”social union” med en vidtgående standardisering af de sociale regimer i medlemslandene både med hensyn til finansiering og ydelser.”

Altså: De sociale regler i EU-landene skal gøres ens, og det skal skattesystemerne også.

Vismændene forudsigelse har vist sig at holde stik: Formanden for EU-kommissionen, Romano Prodi, sagde kort efter sin udnævnelse i sommeren 1999 ligeud, at han ønsker en harmonisering af socialpolitikken og skattepolitikken i Euro-land:  Der skal udstikkes retningslinier for ØMU-landenes socialpolitik - med øget vægt på forsikringsordninger - og skatterne skal ned (dagbladet Politiken 5. maj 1999).

Investeringerne går uden om Danmark, hvis vi beholder vores egen valuta.

Der er ingen historiske eksempler på en sådan udvikling. Der er således mange investeringer og betydelig vækst i Canada, selv om man dér opretholder egen valuta – lige ved siden af USA´s store dollar-område.

Dét, som spiller en rolle for investeringsomfanget, er investeringsklimaet og

konkurrenceevnen. Schweiz med egen schweizerfranc har en stærk konkurrenceevne og et godt investeringsklima. Derfor investeres der meget i Schweiz selv om landet indtil for nylig har ligget mellem to store økonomier og valutaområder (Tyskland og Italien) Siden 1. januar 1999 ligger Schweiz helt omgivet af Euro-land. Tror nogen seriøs økonom på, at investeringerne fremover vil gå uden om Schweiz, fordi de bevarer deres egne penge – og forbliver uden for EU, FN og NATO?

Danmarks konkurrenceevne hører til de bedste i verden. Dét findes der dokumentation for. Således hos det schweiziske management-institut, IMD, der hvert år udgiver ”The World Competitiveness Yearbook” (WCY). Denne omfattende rapport måler eller vurderer for hvert land ikke mindre end 220 forskellige forhold af betydning for landenes konkurrenceevne. Det er forhold som f.eks. politisk stabilitet, arbejdsstyrkens uddannelsesniveau, forskning og udvikling, infrastrukturen, højden af lønomkostninger, rente og priser, borgernes omstillingsevne, og landenes evne til at klare fremtiden.

Når IMD regner alle disse indikatorer sammen til ét enkelt tal som udtryk for landenes evne til at konkurrere med hinanden, ligger Danmark godt placeret. I 1999-udgaven af WCY placeres Danmark som det 4. mest konkurrencedygtige land, blandt de 15 EU-lande kun overgået af Finland, Luxembourg og Holland.

Det siger næsten sig selv, at Danmark med en så stærk konkurrenceevne ikke har problemer med at tiltrække hverken kapital eller investeringer.

Uden for ØMUen har Danmark ingen fremtid.

Det er en påstand, der gentages så ofte, at mange efterhånden anser den for rigtig. Danmark bedømmes imidlertid i 1999 til at være dét land i verden, der har de bedste evner til at klare fremtidens udfordringer! Også selv om vi står uden for ØMUen og fastholder vores egen valuta.

Dét fremgår at et særligt ”Future Readiness index”, som World Economic Forum har beregnet på grundlag af en række udenlandske erhvervsfolks vurderinger og udsagn. Ugebrevet Mandag-Morgen har fremhævet undersøgelsen og den flotte danske position på dette område, og det samme gør SR-regeringen i sin strukturovervågnings-rapport fra maj 1999.

Samme regerings-rapport gengiver en undersøgelse fra det schweiziske IMD-institut, som viser, at den danske befolkning anses for at være én af de mest omstillingsparate og fleksible i den vestlige verden - langt foran tyskerne og franskmændene i Euro-land, og såmænd også langt foran japanerne.

Det er en kendsgerning, at ude i verden skønnes Danmark at have særdeles gode muligheder i fremtiden - uanset om vi er med i ØMUen eller ej.

Forbliver Danmark uden for ØMUen, går det ud over vores kreditværdighed.

Det amerikanske kreditvurderingsinstitut Moody´s Investor Service har i august 1999 opvurderet den danske stats kreditværdighed til absolut topkarakter.

”Selv hvis Danmark vælger at stå uden for euroen, tror vi på, at den fundamentale styrke i dansk økonomi vil garantere, at opgraderingen af den danske stats kreditværdighed kan bevares”, hedder det i redegørelsen fra Moody´s.

Euroen bliver lige så stærk og stabil som D-marken.

Næppe. Det sandsynlige er, at euroen bliver svagere end D-marken, simpelt hen fordi Euro-land omfatter lande, der er økonomisk svagere og mere ustabile end Tyskland, f.eks. Italien, Spanien og Portugal. Disse tre lande med tilsammen 100 millioner indbyggere tegner sig for ca. 40 procent af Euro-lands samlede folketal.

Euroen har ikke vist sig hverken stærk eller stabil i sit første leveår, jfr. figuren på side xx: Store forhåndsforventninger til euroen var med til at presse D-markens kurs op over for dollar i efteråret 1998, men euroen er ikke det samme, som D-marken var. Interessen for euro var da heller ikke så stor, da det kom til stykket i 1999. Når man betragter euro-kursens udvikling i 1999, er det svært at forbinde ØMUen med begreber som ”vækst” eller ”stabilitet”.

Prisen for at stå uden for ØMUen er en højere rente end i Euro-land.

Vi har i årtier haft en højere rente end i Tyskland. Det synes blot ikke at have hæmmet vækst og fremgang i Danmark. Danskerne har i hvert fald i dag en højere gennemsnitlig levestandard, end tyskerne har, jfr. oversigten over BNP pr. indbygger (side xx).

Forklaringen ligger i det forhold, at det afgørende for investeringer og vækst ikke er renten, men realrenten, dvs, renten minus inflationen (prisstignings-takten).

Et eksempel: 1. juli 1999 var den danske rente (obligationsrente) på 4,93 procent, men samtidig var priserne i Danmark de seneste 12 måneder steget med 1,93 procent. Den danske realrente var derfor på 4,93% minus 1,93% = 3,00 %, jfr. Økonomiministeriets beregninger i tabellen side xx. Denne tabel viser realrenterne pr. 1. juli 1999 i 20 vestlige industrilande.

Som det fremgår, er den danske realrente på 3,0 procent klart lavere end realrenten i euro-områdets kærnelande, Tyskland og Frankrig. Med andre ord er de reale renteudgifter for dansk erhvervsliv mindre end de reale renteudgifter for tysk og fransk erhvervsliv. Fire euro-lande havde i sommeren 1999 lavere realrenter end Danmark, mens 7 euro-lande havde højere realrenter, herunder som nævnt Frankrig og Tyskland.

Det er i øvrigt absolut en mulighed, at også den nominelle rente i Danmark i løbet af nogle år bliver lavere end den nominelle rente i Euro-land. Ganske enkelt fordi euroen bliver mindre ”hård” end D-marken – og fordi erfaringen er, at jo ”blødere”, en valuta er, jo højere er også renten i det pågældende valutaområde. Da Euro-land som ovenfor anført omfatter økonomisk svagere og mindre stabile områder end Tyskland, (især Italien, Spanien og Portugal) er der grund til at formode, at euroen også bliver en svagere valuta end D-marken. Dét betyder selvsagt, at euro-renten bliver højere end D-markrenten (havde været, hvis Tyskland havde bevaret sin egen valuta).

Kronen bliver konkurreret ud af euroen.

Selv om Danmark beslutter at bevare kronen, vil dansk erhvervsliv og befolkning på egen hånd begynde at bruge euroer i stedet for kroner. Det kan ingen forhindre dem i, og dermed forsvinder kronen af sig selv hér i Danmark. Den bliver konkurreret ud af euroen, siger ØMU-tilhængere.

Alle historiske erfaringer viser noget andet. Nemlig at små økonomier og valutaer godt kan trives side om side med store valutaer. Eksempel: Canada, hvis økonomi og befolkning kun svarer til 10 procent af USA´s, har sin egen canadiske dollar, som ikke på nogen måde er blevet fortrængt af US-dollaren. Trods sprogligt og kulturelt fællesskab har Canada ingen planer om at blive optaget i den nordamerikanske ØMU, altså USA. Tilsvarende har den østrigske shilling indtil valutafællesskabet med bl.a. Tyskland 1/1 1999 haft det fint ved siden af den tyske D-mark.

Det afgørende for tilliden til en valuta er en sund økonomi med lav inflation. Det spiller ingen rolle, om valutaen/landet er lille.

Kronens kurs skal holdes fast. En stabil kronekurs kræver, at vi binder os til euroen.

Med ERM II-aftalen har vi bundet os ret tæt til euroen fra dens start 1/1 1999. Alligevel er den danske krones kurs faldet med 3 procent i de første otte måneder af 1999, jfr. figuren side xx. Forklaringen er, at vi har bundet kronen til en valuta (euroen), som er faldet i kurs på valutamarkedet. Således er euroen bl.a. faldet over for amerikanske dollar, engelske pund samt svenske og norske kroner. Dét er alle valutaer, som spiller en stor rolle for den danske udenrigshandel – og som derfor indgår i det danske kronekurs-indeks med betydelig vægt.

Euroen har ikke vist sig kursstabil, og derfor er den danske krones kurs heller ikke fast.

Uden for ØMUen må Danmark regne med stor arbejdsløshed.

Danmark har i 1999 en arbejdsløshedsprocent, som er under det halve af Euro-lands. Som det fremgår af figuren side xx, er ledigheden blevet mere end halveret i Danmark fra 1993 til 1998. Også i de andre nordeuropæiske EU-lande uden for ØMUen (Sverige og Storbritannien) er ledigheden reduceret markant de seneste seks år. Samtidig er arbejdsløsheden vokset i Euro-land. Tyskland må således notere sig en rekordhøj arbejdsløshed i 1999, mens både Danmark og Storbritannien i 1999 oplever den laveste ledighed i de seneste 20 år.

ØMU-projektet har været direkte medvirkende til den høje ledighed i Euroland.

For at opfylde ØMU-kravet til statsfinanserne har flere af de store EU-lande måttet foretage betydelige offentlige besparelser. Det offentlige underskud må jo ikke overstige 3 procent af BNP. Denne stramme finanspolitik - i en periode, hvor tiderne i forvejen var dårlige i det centrale Vesteuropa – har medvirket til at presse ledigheden op.

”ØMU er en katastrofe, fordi man holder realrenterne høje, når man låser valutaerne til et bestemt mål. Dét har skabt den høje ledighed i ’Europa” sagde den engelske cheføkonom i Citibank Neil MacKinnon allerede i 1996 (6. februar 1996 i dagbladet Børsen). Han tilføjede, at Danmark efter hans opfattelse tog en fornuftig beslutning, da et flertal i 1992 stemte nej til Maastrucht-traktaten og dermed til ØMUen.

At lande uden for ØMUen skulle få høj arbejdsløshed dementeres af kendsgerningerne: Mens ledigheden i 1999 er meget høj i Euro-land (10,4 procent i gennemsnit) er ledigheden i Schweiz, Norge, Island og Danmark på under det halve. Som ovenfor anført er ledigheden i Storbritannien og Sverige også klart under Euro-lands. Alle de nævnte lande står uden for ØMUen.

Da der i Danmark er politisk enighed om ikke at devaluere kronen, er der ikke grund til at have en selvstændig valuta.

Eller udtrykt på en anden måde: Der er ingen grund til at have en valuta, som ikke bruges. Opretholdes der hele tiden nogenlunde uændrede vekselkurser i forhold til de andre EU-valutaer, kan man lige så godt have fælles penge med de andre lande.

Dette synspunkt er imidlertid ikke holdbart.

For det første er det ikke sikkert, at skiftende danske regeringer i al evighed fremover ønsker at opretholde uændrede vekselkurser, fordi man har dette ønske i dag. Der vil uundgåeligt opstå situationer i fremtiden, hvor det kan være fordelagtigt for Danmark at ændre kronens internationale værdi - i den ene eller anden retning. Hvis vi i mellemtiden har erstattet kronen med euroen, har vi ikke mere denne mulighed. Så har vi ikke mere samme økonomiske handlefrihed som i dag.

For det andet skal man gøre sig klart, at en ændring af kronens værdi ikke behøver at være i nedadgående retning (= devaluering).  Med fælles EU-valuta afskriver vi os ikke bare fra at devaluere, men også fra at revaluere (opskrive).

Det burde mane til eftertanke, at tyskerne gang på gang i 70erne og 80erne opskrev deres D-mark over for nabolandene. Fordi Tyskland havde lav inflation og valutaoverskud. Disse opskrivninger, som gjorde D-marken mere værd, betød øget købekraft og mere velstand for tyskerne. Opskrivnings-muligheden var en fordel for Tyskland. Dét kan den selvfølgelig også blive for Danmark, hvis vi altså bevarer vores krone.

Siden slutningen af 80erne har Danmark været i en situation med en pæn betalingsbalance og lave prisstigninger  - i en periode endog mindre inflation end i Tyskland. Det kan selvfølgelig ske igen, at inflationen gnaver købekraft ud af den tyske D-mark (nu: euroen) i hurtigere tempo, end inflationen gnaver i vores krone. Så vil vi være i en situation, hvor det kan blive aktuelt at benytte muligheden for at opskrive (revaluere) kronen. Hvorfor skulle vi dog afskrive denne mulighed? 

Afskaffer vi kronen og dermed muligheden for at devaluere, så afskriver vi også vore muligheder for at revaluere. Begge muligheder kan være fordelagtige afhængig af den konkrete situation.

ØMUen  er en vigtig brik i dét fredens projekt, som er EU-integrationens formål.

Desværre er det mere sandsynligt, at ØMUen udvikler sig til et stridens projekt. Et eksempel kan illustrere, hvad der let kan ske:

Hvis der om nogle år kommer en stærkt socialistisk regering til magten f.eks. i Frankrig, er det ikke svært at forestille sig et fransk krav om at få nedbragt den høje arbejdsløshed. Den nye franske regering begynder derfor at føre en ekspansiv finanspolitik. Den øger bevidst underskuddet på statsfinanserne: Den giver med andre ord flere penge ud i form af offentlige udgifter, end den kræver ind i skatter og afgifter. Derved vokser pengemængden - ikke blot i Frankrig, men også i Tyskland og de andre eurolande. De har jo fælles pengevæsen med franskmændene.

Den franske underskudspolitik fører til mere inflation (kraftigere prisstigninger) ikke blot i Frankrig, men i hele Euroland. Altså f.eks. også i Tyskland. Endelig vil den franske underskudspolitik presse renten op og børskurserne ned - ikke bare i Frankrig, men også i de andre euro-lande.  Der er jo fælles penge og økonomi.

Det siger sig selv, at en sådan situation ikke vil blive accepteret. Franskmændene og andre euro-deltagere kan med andre ord ikke frit bestemme deres egen finanspolitik, fordi den får direkte konsekvenser i hele valutaområdet. Hvis Frankrig alligevel fremkalder store statsunderskud (og dermed truer den økonomiske stabilitet i hele  Euroland) må Bruxelles og Frankfurt reagere hurtigt:

Først kommer der skarpe henstillinger om, at stabilitetspagten er overtrådt. Så kommer der advarsler, og derefter pålægges Frankrig i henhold til unions-traktaten bøder. Det gør imidlertid ikke det franske underskud - eller problemerne - mindre.

Euro-systemet vil i en sådan situation komme i krise. Der vil i Berlin, Frankfurt og Bruxelles blive talt åbent om behovet for at sætte Frankrig under administration. De "små grå mappemænd” fra Frankfurt og Bruxelles vil flyve til Paris og forhandle, advare - og true. I denne situation vil al snak om EU som ”fredens projekt” forstumme.

Hvad skal de andre euro-lande så gøre? De kan jo ikke bare sidde passivt og se på, at inflationen tager fart og renten stiger hos dem selv på grund af uansvarlighed og overtrædelse af de aftalte spilleregler i et andet land.

De kunne naturligvis iværksætte en handelsboykot af Frankrig. Men dermed er Unionen brudt sammen, da EU bygger på åbne grænser med fri handel. ØMU-konstruktionen lægger ikke op til fred og harmoni mellem landene, men snarere til splid og uenighed.

I dette eksempel bliver resultatet sandsynligvis, at Frankrig smides ud af valutaunionen. Men da er ulykken sket. Det mest sandsynlige er derfor, at hele valuta-unionen bryder sammen, og at alle medlemslandene genindfører deres egne valutaer. Fordi ingen vil risikere igen at opleve økonomisk kaos på grund af uansvarlighed i et andet land.

Den hér beskrevne situation er ikke så utænkelig, som den måske umiddelbart kan forekomme. Euro-landene er jo demokratiske lande, som jævnligt afholder valg til deres egne nationale parlamenter. Hvis den økonomiske situation i ét euroland er tilstrækkelig dyster op til et valg - f.eks. med meget høj arbejdsløshed - vil politikerne gøre noget ved problemet for at blive genvalgt. At henstillinger og advarsler - endsige tomme trusler fra ECB-banken i Franfurt eller EU-kommissionen i Bruxelles -  skulle få politikerne i det pågældende medlemsland til at stoppe en stemmegivende politik, er naivt at tro.

Euro-lands grundlæggende problem er, at deltagerlandene har nationale demokratier, som stadigvæk selv kan bestemme. Euro-unionens problem er også, at den ikke har reelle sanktioner at sættes i værk over for de medlemslande, som bryder de fælles økonomiske spilleregler og truer euroens stabilitet.

Derfor må de nationale demokratier stækkes, og derfor må der indføres reelle sanktionsmuligheder over for medlemslandene. Ellers vil euro-unionen ikke overleve mange år.

 Når euroen er faldet i kurs det første halve år efter introduktionen 1. januar 1999, hænger det givetvis sammen med disse forhold. Trods EU-systemets årelange propaganda er finansmarkederne kommet i tvivl om, hvorvidt den politiske konstruktion bag euroen er stærk nok til at styre medlemslandene.

Svaret er, at det er den ikke. Der må tages yderligere skridt i retning af en centralisering af magten i Frankfurt og Bruxelles.

Som professor i økonomi, Anders Ølgaard har udtrykt det: “Hvis Den Økonomiske og Monetære Union skal have troværdighed, forudsætter det, at de lande, som ikke opfører sig efter reglerne, skal bankes på plads. Det problem har ingen villet røre med en ildtang” (Politiken 18. januar 1996).

Det kunne tilføjes: Selvfølgelig ikke, for så skulle unions-politikerne ud og fortælle den danske befolkning, at de i realiteten må nedlægge Danmark som et selvstændigt land, hvis vi skal med i euroen.

Det er disse problemer, som også den engelske EU-embedsmand og økonomiske ekspert, Bernard Connolly har beskrevet i sin bog “The rotten Heart of Europe: The dirty war for Europes money” (1995).

EU-kommissionens reaktion var som bekendt at fyre Bernard Connolly, da bogen kom frem. Den ønsker ikke, at det skal blive tydeligt for politikere og befolkninger i EU-landene, at en fælles euro-valuta vil kræve mindst lige så mange politiske bindinger på medlemslandene, som tilfældet er for USA`s medlemsstater. At Euroland med andre ord virkelig må gøres til ét land. Et land, hvor medlemsstaterne i massivt omfang må fragive sig beslutningsret og underkaste sig de centrale unionsmyndigheder.

Ellers bliver valutaunionen og euroen ikke troværdig.

Noget sådant accepteres i den økonomiske og monetære union, som USA er, fordi amerikanerne er ét folk med samme kultur og samme sprog - uanset hvilken stat, de bor i.

Situationen er imidlertid en anden i Euro-land. Her er der ikke nogen fælles europæisk identitet, fælles kultur eller fælles sprog. Franskmænd føler sig franske og vil ikke lade sig diktere uderfra. Det samme gælder tyskerne, italienerne, osv.

I økonomisk og politisk henseende reduceres Danmark i ØMUen til efterhånden at være et slags amt i Europa. Med næsten lige så begrænset handlefrihed. Vil vi det?

Vil vi opgive vores nationale selvbestemmelse og undergrave det danske folkestyre til fordel for nogle få stemmer og mandater i EUs gigantiske pseudo-demokrati?

Dét er, hvad den kommende ØMU-folkeafstemning efter min mening handler om.

Vi skal med i ØMUen hurtigst muligt. Jo før, vi får folkeafstemningen om ØMUen,  jo bedre.

Hvorfor dette hastværk? Når situationen nu er dén, at vi - sammen med svenskerne og englænderne – står uden for ØMUen, var det så ikke ud fra alle betragtninger mest fornuftigt at se tiden lidt an – og se hvordan ØMU-eksperimentet forløber de første år. Dét er dén anbefaling, de økonomiske ”vismænd” er kommet med. Det samme mener eksperterne bag den såkaldte Calmfors-rapport i Sverige.

ØMUens første leveår har ikke tegnet et billede af nogen succes. Euroen er faldet i kurs, væksten i Euro-land er lav og arbejdsløsheden er høj. Det er mildt sagt ikke indlysende, hvorfor vi skal ”hoppe på euro-toget” i al hast.

Også af demokratiske grunde skal en folkeafstemning ikke hastes igennem. Den danske befolkning skal have tid til at sætte sig ind i, hvad ØMU-projektet er for noget. Som det f.eks. fremgår af denne bog, har euroen ikke blot en forside, men også en bagside. ØMU-projektet er ikke nogen enkel sag at overskue.

Vi skal ikke stå tilbage på perronen, når ØMU-toget kører. Vi skal være med.

Hvis ØMU-toget kører i afgrunden, er det da bedst at stå tilbage på perronen. Det kan aldrig blive et seriøst argument, at ”vi skal med på unions-toget” - uanset i hvilken retning, det kører.

Det gælder om at sidde med ved bordet. Vi får medindflydelse på renten i Euro-land.

Naturligvis kan der være fordele ved at sidde med ved bordet i EU-banken i Frankfurt – og i 11-landerådet (Euro-landenes finans- og økonomiministre) i Bruxelles. Formelt får vi medindflydelse på euro-renten og den europæiske økonomi. Det er imidlertid nok naivt at forestille sig, at Danmark får noget at skulle have sagt, når der skal træffes konkrete beslutninger i EU-banken i Frankfurt. Når f.eks. renten i Euro-land skal fastsættes. Hér vil det – som altid - være de store, der bestemmer. I praksis Tyskland og Frankrig.

Med deltagelse i en fælles EU-valuta bliver det umuligt for Danmark at falde tilbage til tidligere tiders uansvarlige økonomiske politik med inflation, underskud og devalueringer.

Det er rigtigt at med fælles EU-penge reducerer vi risikoen for at gøre det værre end de andre, men vi mindsker samtidig vor chancer for at gøre det bedre.

Med fælles EU-penge og en fælles EU-centralbank skubber vi med andre ord friheden (handlefriheden) og ansvaret fra os. Begge dele lægges i givet fald ned til ECB i Frankfurt. Så nedlægges Danmarks Nationalbank sammen med den danske krone, og vores pengepolitiske frihed deponeres i Frankfurt. Dér kan vi så sidde med ved bordet og få nogle få procents indflydelse på den fælles pengepolitik for hele EU-området.

 At borgerlige partier som V og K kan gå så helhjertet ind for et ØMU-projekt, der både  reducerer den nationale frihed og det nationale ansvar, er mig en gåde. Politikerne i disse partier burde tænke over, hvad William Somerset Maugham har sagt: ”Hvis en nation sætter noget højere end sin frihed, vil den miste sin frihed - og det ironiske er, at hvis det er komfort eller penge, den sætter højere, vil de også gå tabt”.

Et andet citat - fra George Bernard Shaw – er også fristende at bringe frem: “Frihed betyder ansvar. Derfor bliver den frygtet af de fleste mennesker”.

Den økonomiske sagkundskab går ind for ØMUen og ønsker at Danmark erstatter kronen med euroen.

Det er mere forkert end rigtigt. Økonomerne er ikke enige, men de fleste synes at forholde sig skeptisk til ØMU-projektet. Dagbladet Politiken spurgte i marts 1998 23 danske professorer i økonomi om deres syn på ØMUen og euroen. Kun 6 af dem mener, at ØMUen kan undgå at føre til en politisk union. Flertallet siger, at euroen ikke blot betyder en økonomisk, monetær union, men at den vil udvikle sig til også at omfatte en politisk union, jfr. figuren side xx.

Hvordan er Danmark så bedst stillet: Udenfor ØMUen eller indenfor med euro-penge?

Kun 8 af de 23 økonomiprofessorer mener, at Danmark er bedst stillet ved at gå med ind i ØMUen. Med andre ord: To trediedele af økonomiprofessorerne mener, at Danmark enten er bedst stillet uden for ØMUen/euroen – eller at det ikke spiller nogen større rolle, om vi er med eller ej.

Også Det Økonomiske Råds Formandsskab (de tre såkaldte ”vismænd”) har i deres rapporter tilkendegivet en betydelig skepsis over for ØMU-projektet – ud fra rent økonomiske betragtninger. Deres budskab til Christiansborg er, at det er klogest at vente og se, hvordan ØMU-eksperimentet udvikler sig, før man beslutter sig for eventuelt at deltage.

Blandt mere kendte danske økonomer, som har påpeget, at der ikke er nævneværdige økonomiske fordele ved ØMUen, kan nævnes fhv. nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer, Jyske Banks direktør Anders Dam, fhv. ”overvismand” professor Anders Ølgaard, professor ved Landbohøjskolen Søren Kjeldsen-Kragh, professor Gunnar Thorlund Jepsen, professor Jesper Jespersen, statens tidligere forligsmand cand. polit. Mette Koefoed Bjørnsen og tidligere toprådgiver i Statsministeriet Henning Gottlieb.

Det er ikke blot et flertal af danske top-økonomer, som er skeptiske eller direkte imod af euro-projektet. Toppen af Sveriges nationaløkonomisk sagkundskab har i deres såkaldte Calmfors-rapport fra 1996 anbefalet regeringen i Stockholm, at Sverige holder sig uden for ØMUen og euroen – i hvert fald indtil videre. Den svenske regering har som bekendt fulgt denne anbefaling.

I USA har så fremtrædende økonomer som nobelpristageren Milton Friedman, Martin Feldstein og Paul Krugman advaret mod det europæiske ØMU-projekt – ud fra rent økonomiske overvejelser. Først og fremmest peger man på, at euro-landene ikke har et fælles arbejdsmarked, sådan som man f.eks. har det i USA. Det manglende fælles arbejdsmarked i Euro-land kan føre til massearbejdsløshed i dele af unionen, siger de.

Det er efterhånden lykkedes for unionspolitikerne og medierne (der stort set alle siger ja til unionen) at

Det er overvejende dårligt uddannede, samt folk ude på de politiske yderfløje, der er modstandere af ØMUen.

Allerede af det ovenfor anførte fremgår, at denne påstand er forkert. Hertil kommer, at meningsmålinger viser, at der alene blandt de borgerlige VK-partier er en kvart million modstandere af unionen - i en sådan grad, at de stemte nej ved folkeafstemnigen i maj 1998 om Amsterdam-traktaten. Dét svarer til op mod en fjerdedel af VK-vælgerne. Også blandt radikale og socialdemokrater er der mange unions-modstandre eller –skeptikere.

 Det er beskæmmende, at det er lykkedes for etablissementet i Danmark (dvs. regeringen, det store flertal af politiske partier, erhvervsorganisationerne, fagbevægelsen og næsten hele pressen) at bibringe offentligheden dét indtryk, at ØMU-modstanderne enten er dumme eller politiske ekstremister.

Det er først og fremmest en pinlig sag for medierne og journalisterne herhjemme.

  ####