Tredje gang, vi skal stemme om euroen

Når vi snart skal til stemmeurnerne igen, bliver det tredje gang, at vi danskere skal tage stilling til euroen.  

Første gang var ved afstemningen i 1992, hvor et flertal forkastede Maastricht-Traktaten.  

Danmark havde faktisk en undtagelse i Maastricht-traktaten for at slippe for euroer - for at være med i ØMU´ens tredje fase - så selv hvis det var blevet et ja i 1992, ville det ikke have betydet opgivelse af kronen.

Anden gang var i 1993, hvor et flertal af danskerne sagde ja til en revideret udgave af Maastricht-Traktaten. Dengang blev Danmarks forbehold mod at opgive kronen indføjet i traktaten.

Det stemte danskerne ja til. Samtidig stemte de nej til euroen.

Nu skal vi så snart stemme for tredje gang.

For Venstre, De Konservative og Socialdemokratiet kan ikke lide kroner og ører.

Det er ikke længere godt nok. De vil hellere gå med euro-symboler i lommerne.

Og hellere give 2½ euro for en øl frem for 17 kroner.

Det bliver vi alle sammen lykkeligere af, siger euro-tilhængerne.

Det giver større vækst i Europa.

Det bliver priserne billigere af for forbrugerne.

For så kan vi sammenligne, om det bedst kan betale sig at købe en øl i Portugal eller i Belgien...

For tredje gang skal danskerne altså stemme om euroen. Den eneste forskel fra de sidste afstemninger er navnet. Dengang blev de kaldt ecu.

Men det kunne tyskerne ikke lide. Så blev de døbt om til euroer og cent.

Men ellers er det det samme vi stemmer om igen:

• Skal Danmark opgive sin krone til fordel for en fælles europæisk valuta ?

• Skal Danmark opgive en national valuta til fordel for en international valuta ?

• Skal Danmark opgive det prøvede og vante til fordel for konstruerede
  papirspenge ?

• Skal Danmark opgive dronningen  til fordel for europæiske symboler ?

Der er dog noget nyt - nemlig at euroen har virket i et år blandt de 12 Eurolande. Er det blevet en succes eller fiasko? Tjah, alt afhænger jo som bekendt af øjnene, der ser. Økonomisk vurderet er den en fiasko. Set i forhold til de øvrige valutaer (dollars, yen) er euroen ingen succes. Den har tabt knap 20 procent i værdi i forhold til dollars siden starten i 1999.

Men set i et EU-perspektiv er ØMU´en en succes, fordi den udfører sin funktion - at integrere Europa.

Med Helmut Kohls og Francois Mitterands berømte formulering drejer ØMU´en sig om krig eller fred i Europa. Målt med de alen er alt andet end krig en succes. Men skulle vi ikke sætte ambitionerne lidt højere?

Selv-bestemmelse eller med-bestemmelse?

Det overordnede valg er ikke økonomisk. Det er politisk. ”Først og fremmest er euroen skabt af politiske grunde” skrev Anders Fogh Rasmussen (Berlingske Tidende 13/1 99).

Det drejer sig om, hvilken politisk udvikling vi vil have i Europa. Og hvilken plads Danmark skal indtage i dette nye Europa.

Derfor er valget også let.

For valget står mellem selv-bestemmelse og med-bestemmelse.  

Vil du hellere være med til at bestemme over andre, så de også bestemmer over dig? Eller vil du være sikret din egen ret til at bestemme selv og samtidig gå glip af muligheden for at få indflydelse på andres valg?

Selvbestemmelse betyder, at Danmark og den danske nationalbank ikke er forpligtet på instrukser udefra.

Selvbestemmelse betyder, at Danmark bærer både fordele og ulemper ved sin egen politik.

Men selvbestemmelse betyder selvfølgelig ikke, at Danmark kan unddrage sig tyngdekraften, globaliseringen eller store nabolandes indflydelse på dansk økonomi.

Og gudskelov for det, for Danmark lever af samhandel med andre lande.

Men at lande påvirker hinanden, er intet argument for at ophæve selvbestemmelsen.

Vi får ofte at vide, at dansk monetær suverænitet ikke betyder noget. At den danske nationalbanks pengepolitisk råderum kun rækker til at følge Bundesbanks og i dag centralbankens beslutninger. Men billedet er helt forkert. For selvstændighed og suverænitet har aldrig betydet, at man kunne gøre, hvad man ville. Ligesom vi som selvstændige individer sagtens kan være afhængige og forpligtede på hinanden uden at det betyder, at vi skal opgive os selv. 

Centralbankens uafhængighed gør medbestemmelse illusorisk

Argumentet om vigtigheden af, at Danmark skal sidde med ved bordet hvor beslutningerne tages er også forkert af en anden grund. For den europæiske centralbank skal være uafhængig af politik.

Derfor skal repræsentanterne i centralbankens ledelse forpligte sig på at handle uafhængigt af såvel det land, de kommer fra, som af kommissionen og ministerrådet. Derfor har Danmark formelt ingen som helst indflydelse, hvis Danmark går med i ØMUen. 

Den danske nationalbankdirektør skal aflægge ed på ikke at ville modtage nogen form for påbud fra den danske regering. Hun må end ikke søge råd hos dem. Det er vigtigt for at sikre ECB´s uafhængighed. Og dermed euroens stabilitet. For ECB er skabt efter den tyske Bundesbanks forbillede, som kun var forpligtet på prisstabilitet. Og så lukke ørerne for politikernes ønsker om at bruge valutaen til at skabe beskæftigelsespolitik.

Men Centralbankens uafhængighed gør argumentet om Danmarks medbestemmelse helt tomt. For principielt set er det ligegyldigt, om Danmark har en plads ved bordet i Frankfurt. Eller udenfor. For den danske repræsentant er intet talerør for danske interesser eller forsvarer af danskernes ønsker.

Der er således ingen politiske fordele for Danmark ved at opgive kronen.

Selvbestemmelsen er vigtigst

Dansk Folkeparti har altid prioriteret selvbestemmelsen højst.

Danskerne skal selv bestemme i Danmark.

Hvordan vi så skal regere og klare vore egne anliggender, kan vi indbyrdes strides om. I folketing, amt og kommune.

Men udgangspunktet er, at Danmark er et selvstændigt land og ingen delstat.

Hvis vi først afgiver selvbestemmelsen, ved vi ikke, om vi nogensinde kan få den tilbage igen. Der er intet traktatmæssigt grundlag for at påstå, at Danmark kan trække sig ud igen.