Eventyrlig succes begyndte med Svend Tveskæg – og kan slutte med Poul Tvetunge:

Hvad der igennem 1014 år har været en tordnende succes, har statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og hans sammensvorne, Anders Fogh Rasmussen (V) og Bendt Bendtsen (C) besluttet sig til at kvæle.

Det drejer sig naturligvis om Danmarks egen mønt; og dette er beretningen om en eventyrlig succes, som tog sin spæde begyndelse i året 986, da kong Svend – kaldet Svend Tveskæg – lod slå de første danske mønter, men som meget vel kan ende med at landets nuværende leder, Poul Nyrup Rasmussen – kaldet Poul Tvetunge – lader slå den sidste.

- Det er fuldstændig rigtigt at benævne statsministeren således, siger DF’s gruppeformand Kristian Thulesen Dahl, for Nyrup Rasmussen taler også i denne sag virkelig med dobbelttunge. Han prøver nemlig at foregøgle vælgerne, at en afskaffelse af den danske krone ikke betyder noget som helst i forhold til dansk selvbestemmelse og frihed samtidig med at han ihærdigt arbejder for at lægge kompetencen over til den europæiske centralbank i Frankfurt am Main.

- Jeg håber, at det danske folk vil gennemskue dette dobbeltspil, og slås for den stærke danske møntfod, som vi kender, som vi er trygge ved – og som har tjent os så godt gennem 1014 år. Vi vil i Dansk Folkeparti gøre alt i det kommende år for at vi allesammen kan lære kronen endnu bedre at kende, og her tænker jeg også på den danske møntfods spændende historie.  

Eventyret starter som nævnt med kong Svend, men først med dennes søn, Knud den Store, konge over Danmark og England, kom der for alvor organisering på møntprojektet. Knud lod præge sine mønter i Lund, Viborg, Ribe og Ørbæk. Produktionen var af stort omfang, og havde enorm betydning for hele tidens økonomi. Knuds vigtigste møntsted var naturligvis Lund i Skåne, som kongen grundlagde – og opkaldte efter sin anden hovedstad, London. Ifølge mønteksperten Kirsten Bendixen var det Knud den Stores mening med Lund at skabe en dansk parallel til London, og valget af stedet viste sig heldigt, og foruden at Lund middelalderen igennem vedblev at være det vigtigste møntsted, hævdede byen sig ligeledes som Danmarks mest betydningsfulde by – ikke mindst da den blev sæde for ærkebispen.  

Når Grundloven af 1849 og de senere grundlove - § 26 i 1953-grundloven - så klart fastslår kongens ret til at lade slå mønt, skal traditionen til dette hentes helt tilbage til Knud den Store, som regerede landet for snart tusind år siden, fra 1018 til 1035. Det var nemlig Knud, som med hård hånd forvaltede denne ret, og gjorde en dyd ud af at forsvare sit land mod enhver indtrængen også på møntområdet. Straffen var ubarmhjertig hård, hvis andre inden for hans rige forsøgte at gøre ham kunsten efter eller hvis en af hans møntsvende til egen fordel formastede sig til at snyde med vægten. Det betød dog ikke, at andre regenters valutaer ikke – nøjagtig som i dag - var hjerteligt velkomne som betalingsmiddel i Danmark, men det afgørende for Knud – som for senere regenter - var, at man skulle kunne stole på den danske mønt.  

Kongens portræt eller våbenskjold på kronen, som det herefter blev traditionen, var garanten for, at man kunne have tillid til Danmarks valuta. Den tillid led et alvorligt knæk et par århundreder senere i forbindelse med mordet i Finderup Lade på Erik Klipping. Kongemorderne forsøgte ihærdigt at ødelægge Danmarks finanser ved falskmønteri. Fra tilflugtsstedet på Hjælm sprøjtede det ud med imponerede kopier af Erik Menveds mønter. Nationalmuseets folk fandt forøvrigt fornylig netop resterne af Marsk Stigs værksted på øen.

Ganske elendigt gik det med valutaen under Erik af Pommeren og af Christopher af Bayern. Mangel på tilliden til den danske mønt fik den fremsynede Christian den Anden til i 1513 at indføre en bestemmelse om møntvæsenets forbedring, hvilken dog først for alvor slog igennem en menneskealder senere. Den allerførste kronemønt stod Christian den Fjerde dog for, idet han i 1618 lod slå en prægtigt udført kronemønt. På mønten fremstår kongen selv med sceptret i hånden, og på bagsiden figurerer hans hustru. Tanken var, at denne special-krone skulle anvendes i Ostindien-handelen. Med møntordningen i 1625 fik Rigsrådet endelig orden i forvirringen, og fastsatte dalerens officielle værdi – som holdt sig til 1813: 1 daler = 6 mark = 96 skilling, 1 krone = 4 mark = 16 skilling. Kronen fik også navnet "sletdaler", og navnet kronen holdt sig i første omgang til 1771. I 1713 begyndte Frederik den Fjerde at udstede pengesedler, dog således, at man kun var pligtig til at modtage halvdelen af et beløb i sedler. Folket var nemlig i starten mistroisk overfor dette nymodens påfund, idet man jo logisk nok ikke mente, at et stykke papir kunne have nogen som helst værdi.  

Den moderne kroneinddeling, som har holdt sig lige siden, startede ved møntloven af 23. maj 1873. Her blev hvor decimalsystemet blev fastlagt – med kronen, delt i 100 øre som regningsenhed, ligesom sedlerne nu var fuldt accepteret og omgærdet af folkets og udlandets tillid. I dag bliver Danmarks krone over alt i verden anerkendt som en solid og stærk valuta. Foreløbig har end ikke følgeskabet med den vaklende euro, som allerede har svækket kronen overfor dollar og yen, rokket ved den kendsgerning.